Behandlingsforløb
Alle børn, som deltager i Cool Kids behandlingen, kommer, fordi de har bekymringer og angst i et omfang, som hindrer dem i at leve livet fuldt ud. I et Cool Kids gruppeforløb introduceres børn og forældre til konkrete metoder og strategier, som kan gøre det lettere at overvinde og håndtere angst og bekymringer i hverdagen. Angstbehandlingen bygger på principper fra kognitiv adfærdsterapi og følger et manualbaseret program, som strækker sig over 10 gange á 2 timers varighed.
I et Cool Kids gruppeforløb deltager 3-5 jævnaldrende børn i alderen 7 til 12 år sammen med deres forældre. Børnene møder andre børn med lignende vanskeligheder, og forældrene får mulighed for at udveksle erfaringer. En eller begge forældre deltager aktivt i forløbet. Barnet og forældre introduceres til de samme strategier og metoder, og familien får på denne måde et fælles sprog og en fælles tilgang til barnets problematik. Ved hver session veksles der mellem undervisning, opgaver og samtale i henholdsvis børnegruppen, forældregruppen og den samlede gruppe.
Gruppen mødes en gang om ugen de første 6 gange, hvor grundlæggende metoder og strategier introduceres. Herefter vil der være længere tid mellem sessionerne for at give barnet og forældrene mere tid til at træne deres nye færdigheder inden næste session. Hvert barn og forældre får en behandlingsmanual. I disse findes øvelser og opgaver, der skal trænes hjemme. Det er en forudsætning for at behandlingen kan skabe resultater, at familien møder op hver gang og gennemfører hjemmeopgaver til hver gang og øver sig i ugens løb.
Behandlingsprogrammet vil omfatte følgende områder
- Psykoedukation om angst
En forståelse af angst som henholdsvis en normal eller patalogisk følelse – en forståelse af angstens fire dele: tanker, følelser, krop og adfærd, og hvordan de indbyrdes påvirker hinanden
- Realistisk tænkning
At lære at tænke realistisk ved brug af detektivtænkning
- Gradvis udfordring af frygten
Gradvist at lære at se angsten i øjnene: en metode til at bekæmpe angst ved at møde den ansigt til ansigt gennem eksponering og trappestigetænkning
- Problemløsning
Bekymringssurfing, som et mindfulness-redskab, der inducerer en mere hensigtsmæssig håndtering af følelser og hjælper til at opbygge tolerance for oplevelsen af angst
- Opbygning af selvsikker adfærd
Øvelse i at kunne udtrykke en mere selvsikker kommunikationsstil, med andre ord at øve sig i at være ”Cool Kids”
I behandlingen lægger vi vægt på, at forældrene lærer
- At hjælpe deres barn med at planlægge og gennemføre træningen af de nye færdigheder
- At opbygge og støtte modig adfærd hos barnet, og derved reducere barnets ængstelige adfærd
- At skelne mellem angstadfærd og ulydig adfærd
- At tilegne sig metoder og strategier til at ændre barnets angste adfærd
- At se sammenhængen mellem deres egen ængsteligheds indflydelse på og vedligeholdelse af barnets angst
Hvis ovenstående har din interesse, er du velkommen til at kontakte os med henblik på at få besvaret spørgsmål og herigennem vurdere, om Cool Kids behandlingen vil være en effektiv behnadling for dit barn.
Forsamtale og behandlingsforløb
Forud for gruppebehandlingen afholder vi forsamtaler med barn og forældre med henblik på at få et nærmere indblik i graden og omfanget af barnets angst. Barnets primære vanskelighed skal være angst, og barn og forældre vil ved forsamtalen blive bedt om at udfylde to spørgeskemaer.
Selve behandlingsforløbet foregår i grupper af 3 til 5 jævnaldrende børn i alderen 7 til 12 år og forløber over 10 gange á 2 timers varighed.
Medlemmer af Sygesikring Danmark i grupperne 1, 2 og 5 får tilskud efter gældende regler.